Partnerskab for forandring
Nyt samarbejde skal inspirere unge mennesker til at forbedre Verden – blandt andet ved at sende dem ud i den.
”Vi har oprettet et nyt valgfag. En stor del af faget drejer sig om at de studerende får mulighed for at tage til Tanzania, så der er en masse forberedelser. Faget hedder ”Change your World”, og vi håber, at rejsen og faget vil påvirke dem positivt resten af livet,” fortæller Tina Wirtz, viceforstander på Mariager Højskole, som er en bibelsk højskole og hører under Mosaik.
Bibelskoler og partnerskaber
Netop derfor skal de studerende også besøge IAS’s samarbejdspartner Singida Town Center Church i Tanzania, som også er en bibelskole. ”Vi håber, at partnerskabet vil inspirere og skabe nogle fremtidige forandringsagenter, som vil bidrage positivt til Verden,” udtaler Torben Madsen, IAS.
Relationer og perspektiver
Tina Wirtz supplerer og siger: ”Det bliver jo enormt spændende at se hvad, de gør med oplevelserne, når de kommer hjem. De har forhåbentlig dannet nogle relationer og fået et større perspektiv, som jeg tror er rigtig sundt.”
Missionærer, selvhjælp og forandring
Kirken i Tanzania er partner med Mosaik og har haft mange missionærer på besøg i historien. De sidste 15 år har der været et stærkt samarbejde med IAS omkring børn med handicaps, og hundrede har fået hjælp til selvhjælp. Derfor er der også store forhåbninger hos partneren i syd.
“..Dette projekt vil også styrke partnerskabet mellem vores kirker, bibelskoler, organisationer og de unge, der vil udføre forandringerne,” udtaler John Gallawa, som glæder sig til at byde de unge velkomne i Singida til marts.